er sungen bøn. Den rummer en enestående skønhed og spiritualitet. Den formår at give fred  i sindet, og at løfte sjælen mod Gud. Gregoriansk sang er uakkompagneret enstemmig sang mest på latin udarbejdet til tekster fortrinsvis fra det gamle og det nye testamente. Sangen, der også kaldes romano-frankisk sang, udvikledes i 700-800 tallet i området mellem Loire og Rhinen. Herfra den blev udbredt af karolingerne til hele Vesteuropa. Den gregorianske sang kom til Danmark med kristendommen og blev sunget i danske kirker og klostre indtil reformationen i 1536. Reformationen medførte salmesang og kompositioner på modersmål, men den gregorianske sang forblev en væsentlig del af gudstjenesten i den romersk-katolske kirke. Fra Det 2. Vatikanerkoncil (1962-65) blev mulighed for brug af modersmål også i den katolske kirke og sangen gik desværre nærmest af mode.

Gregoriansk sang, der har sit navn efter den berømte Gregor den Store (pave 590-604), anvendes dog stadig i en del katolske kirker, her fortrinsvis de faste led, og i en del benediktinske klostre.

Forskning af tidlige manuskripter i benediktinerklostret St. Pierre de Solesmes, specielt ved Eugène Cardine, førte  i 1979 til udgivelsen af Graduale Triplex. Ordet triplex henviser til at sangene har tre notationer. Man har tilføjet to former for tidlig linieløs notation fra henholdsvis Frankrig og Schweiz til kvadratnotationen i det gamle Graduale Romanum. Denne kombinerede notation  giver mulighed for en nuanceret opførelsespraksis.

Den gregorianske sang underlægger sig den hellige skrift og giver den en musikalsk iklædning. Man kan tale om den gregorianske bue, idet sangen følger de enkelte ords og sætningers rytme og bevæger sig i buer. Dette giver en stor harmoni. Nogle sangtyper har toner for næsten hver stavelse, som for eksempel  'gloria' og 'sekvens'. Andre sange, som  mange 'kyriemelodier, 'alleluia' og 'offertorium' har  lange toneranker, de såkaldte melismer, på samme stavelse.

En stor specialist indenfor gregoriansk sang er benediktinermunken Dom Jean Claire (1920-2006). Han stod i en længere årrække for munkekoret på klosteret 'St. Pierre de Solesmes', dirigerede på indspilningen af mange plader og ledede klosterets forskningsafdeling 'La Paléographie´musicale' for gregoriansk sang fra 1974-2000. Ved den internationale kongres for gregoriansk sang i Paris 1986 holdt han åbningstalen i Notre Dame hvor han sagde: 'Den gregorianske sangs kvaliteter kan lignes ved de tre evangeliske løfters. Sangen er fattig i sin form af enstemmighed og i sit begrænsede brug af toner. Det at den senere har fået akkompagnement er en historisk tilsnigelse. Sangen har ikke nogen rytme som man kan tælle idet den følger rytmen i det latinske sprog. Sangen er lydig idet den helt underkaster sig og tjener Guds ord og de liturgiske skrifter som den giver melodi. Den gregorianske sang er kysk. Den indeholder hverken føleri eller koketteri, men er transperant for Guds ord.'

Tekst: Magnificat, Eva Rungwald